Kan sorg blive et lys, der leder vores vej gennem livet?
I 2010 mistede jeg min arbejds- og livspartner, gennem mange år.
Tabet af én, man har kær, har to ansigter: sorg og taknemmelighed.
Glæden, som har fyldt mit liv i så mange år i hans selskab, skinner gennem sorgen og gør den gennemsigtig. Der er ingen kur mod sorg. Man må lære at leve med den som med en kronisk sygdom. Jeg er ikke den samme, som jeg var før Torgeir døde – og jeg vil aldrig blive det. Men jeg er stadig i stand til at synge og smile mens jeg føler tilstedeværelsen af hans fravær, der altid vil følge mine skridt.
Det siges, at man dør to gange. Den anden gang er, når man bliver glemt.
Jeg ønsker ikke, at Torgeir skal glemmes.
Af og med Roberta Carreri
Scenografi, lys og videodesign: Stefano Di Buduo
Tekst: W.H. Auden, Pablo Neruda, Drummond de Andrade, Roberta Carreri og Torgeir Wethal
Musik: Olafur Arnald, Amalia Rodriguez, Adolfo Ernesto Echeverría Comas, Erik Truffaz, Joseph P. Webster, Wojtek Mazolewski og Alice Carreri Pardeilhan
Kostumer og rekvisitter: Roberta Carreri og Karoline Banke
Dramaturgi: Anne Middelboe Christensen
Produktion: Roberta Carreri og Nordisk Teaterlaboratorium
Varighed: 40 minutter, efterfulgt af 20 minutters Q&A med skuespillerinde.
Fotos: Stefano Di Buduo
Tak til Fausto Pro, Claudio Coloberti og Sabera Shaik for deres værdifulde hjælp.
Verdenspremiere: 4. september 2020 på Odin Teatret, Danmark
Der måtte være blomster i denne forestilling – masser af blomster! Roberta Carreri valgte disse blomster som det vigtigste symbol til at fejre Torgeir Wethal. Både roser og solhatte ærer Torgeirs ubegrænsede nysgerrighed og anarkistiske talent som en dygtig skuespiller og en filosofisk menneskeskæbne.
Den norske Torgeir sluttede sig til teaterinstruktøren Eugenio Barba og blev et af de stiftende medlemmer af Odin Teatret i Oslo i 1964. Den italienske Roberta sluttede sig til Odin Teatret i 1974. Disse to talentfulde kunstnere endte som det stærkeste par – både på scenen og i det virkelige liv – indtil 2010, da Torgeir døde af kræft.
Roberta har taget den hårde og tårevædige rejse gennem sorg og tristhed. Som en disciplineret Odin-skuespiller har hun forfulgt sit ønske om at transformere sin private sorg til et eksistentielt kunstværk. Samtidig har hun været på turné som skuespiller med Odin Teatret, optrådt, givet workshops og coachet unge kunstnere verden over.
Som dramaturg har jeg haft den specielle privilegium at følge hende på små dele af hendes udmattende og uforudsigelige vej mod denne komprimerede forestilling. Jeg har forsøgt at følge hendes søgen efter romaner og digte om sorg og død. Jeg har lyttet til hendes udsøgte musikvalg – og jeg har set det hele blive indrammet af de kraftfulde, unpublished ord fra Torgeir selv.
Jeg har set hende jonglere med udsøgte sætninger om kærlighed og tab, elegant springende fra det ene sprog til det andet. Jeg har hørt hende synge sin passion ud, og jeg har set hende skabe sine egne figurer af sorg og forførelse. Jeg har følt hendes trang til at opnå et æstetisk udtryk på scenen, som ville være lige så stærkt og kompromisløst som Torgeirs kunstneriske idealer – og lige så grotesk og glædeligt.
Gennem snorgardinet træder Roberta ind i hukommelsens verden. Hun skaber bogstaveligt talt en samtale med de ikoniske fotos og videoer af Torgeir, og han smiler tilbage på det subtile og evigt foranderlige videodesign af Stefano di Buduo. Legende som et elsker-spil og omgivet af blomster, ligesom Roberta ønskede, at Torgeir skulle blive husket.
Dramaturg